Slået op d.

10 TIPS: Sådan laver du en kedelig præsentation

Kedelig præsentation. Hvad man ikke skal gøre

Jeg forsøger at læse alt, hvad jeg kan komme i nærheden af, der omhandler mit felt. I den forbindelse faldt jeg over Juraj Holub blogindlæg. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er nørd, men jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at grine. Derfor spurgte jeg Juraj Holub, om jeg måtte oversætte hans indlæg til dansk. Han var så flink at sige ja…så god fornøjelse.

10 TIPS: Sådan laver du en kedelig præsentation

Med så meget godt indhold og nyttige værktøjer til rådighed, bliver det nu om dage stadig mere og mere udfordrende at lave en kedelig præsentation. Jeg fandt det foruroligende, at gode gamle PowerPoints muligvis er i tilbagegang. Derfor har jeg sat mig for at finde ud af, hvilke top 10 ingredienser, der skal til, for at holde traditionen i live. Og jeg tror, jeg har fundet dem. Her er de.

1. Lav en lang introduktion

Først skal du introducere dig selv. Det er absolut altafgørende, at dit publikum ved alt om dine akademiske rekorder og din professionelle baggrund i detaljer. Beskriv hvilke universiteter, du gik på, og hvor du arbejdede i 2005. Hvis du har selvtillid til det, er du velkommen til at smide en anekdote eller to ind fra dit professionelle liv. Du skal ikke være bange for at dedikere 10-15 minutter af din præsentation til introduktionen, før du går videre med dit emne.

2. Jo mere tekst, desto bedre

Med så meget på sinde, er det meget vigtigt at lægge alt på dine slides. Placer al teksten på dine slides, så dit publikum kan følge, hvad du siger, ord for ord. Kom så mange ord, som det er menneskeligt muligt, på hver slides. Det anbefales ikke at bruge billeder, da de fylder for meget og ikke levner meget plads til din tekst.

Hemmeligt tip: Hvis du ønsker at gøre din præsentation mere spændende, så brug punktform med hele sætninger.

3. Du må endelig ikke forberede dig!

Når først alle teksterne er placeret på dine slides, er der ingen grund til at forberede dig på din præsentation. Du stiller dig bare op foran publikum og begynder at læse op fra dine slides. Sørg for at læse alt indholdet højt, så du dækker dit emne grundigt. Du skal ikke bekymre dig om ikke at have styr på rækkefølgen af dine slides. Hvis du ser forvirret ud, giver det bare din præsentation et strejf af ægthed.

 

4. Brug grafer med tonsvis af data

Skab data-centrerede slides med masser af grafer og tonsvis af data. Det er altafgørende, at du inkluderer alle de data, der har bare den mindste smule med emnet at gøre. Derefter skal du beskriver alle variablerne, akserne og figurerne i detaljer. Vigtigst af alt, du må ikke komme til en konklusion. Lad dit publikum drage deres egne konklusioner.

 

5. Tal monotont

Tal støt og monotont, så dit publikum kan følge hvert eneste ord, du siger. Kontinuerlig fortælling hjælper dig også til at holde dit publikum i uforstyrret trance. Så husk, du må ikke lade din stemme kommunikere dine følelser, så du ikke forstyrrer dit publikum, og så du for himlens skyld ikke fremmer interaktion!

 

6. Ignorer dit publikum

Det er af yderste vigtighed at ignorere dit publikum. De er trods alt grunden til, at du har haft en søvnløs nat, og at du nu er så nervøs. Se på dine slides eller på dine notater for at undgå enhver mulig form for øjenkontakt med dit publikum. Vær virkelig forsigtig, for der er altid en eller anden i publikum, der kan have et spørgsmål. I tilfælde af, at nogen vover at stille dig et rystende spørgsmål, skal du bare sige “og hvad mener DU om det?” eller gentag deres spørgsmål, tøv, lav en hmmm lyd, og sig så “ja”.

 

7. Brug ikke fagter

Hænder kan være rædselsfuldt irriterende, når du præsenterer. De passer ingen steder. Standardproceduren er at gemme dem bag ryggen eller i lommerne. Men vigtigst af alt, må du ikke bruge nogen som helst fagter, så du ikke skræmmer nogen væk.

Hemmeligt tip: Prøv at finde talerstolen og gem dine hænder bag den.

 

8. Styr ikke selv dine slides, udpeg nogen

Du må ikke selv styre dine slides. Udpeg nogen, der kan styre dem for dig. Bliv enige om verbale signaler, og råb så gennem hele præsentationen: “Næste!” “Spring den her over!” eller “Jeg vil ikke tale om det her i dag.”

 

9. Bliv ikke færdig til tiden!

Ofte er din præsentation tidsbegrænset. Bare rolig! En smule ekstra tid har aldrig skadet nogen. Tag den ekstra tid, du har brug for, til at gøre din tale færdig og opsummer din 2-timers præsentation på bare 20 minutter.

 

10. Glem ikke at inkludere en takke-slide!

Sidst, men ikke mindst, glem ikke at afslutte din præsentation med en takke-slide. I stedet for at placere dine kontaktoplysninger på det sidste slide, skal du indsætte et stort ”Tak!” for at udtrykke din taknemmelighed.

 

Så hvis du ønsker at skabe og levere dødkedelige præsentationer, følg alle de anførte punkter. Hvis du alligevel ønsker at skåne dit publikum og fortrylle dem med en engagerende tale, så gør præcis det modsatte.

Du kan læse originalen her. Endnu engang tak til Juraj Holub, fordi vi måtte låne hans sjove blogindlæg.

/Kristian

Hvis du hurtigt og effektivt vil blive bedre til at lave præsentationer?

Så kan jeg varmt anbefale mit E-kursus.
Online e-kursus præsentationsteknik præsentation

Læs mere om E-kurset her

 

2 tanker om “10 TIPS: Sådan laver du en kedelig præsentation

  1. Haha, tak! God, anderledes vinkel 😉

    Uden tvivl virker det som om, at I har godt styr på både den gode- og den dårlige præsentation samt ikke mindst humoren. Men hvis jeg må spørge lidt frækt, hvordan adskiller I jer så fra andre undervisere/foredragsholdere i bl.a. præsentationsteknik? Jeg tænker på dette foredrag: http://www.presentationskills.dk/foredrag/prasentationsteknik/. Der står ikke så meget, som der eksempelvis gør hos ham her: http://www.klingert.dk/Kurser-og-interaktive-foredrag/Pr%C3%A6sentation/Pr%C3A6sentationsteknik

    Håber, I kan give mig lidt mere information 🙂

    Vh.
    Anders

  2. Hej Anders.
     
    Ja – det er en ret sjov vinkel Juraj Holub har på sit blogindlæg. Jeg faldt i hvert fald for den med det samme:0)
     
    Og tak for dit ”frække” spørgsmål, som I mine øjne er et yderst relevant, hvis du er på jagt efter coaching inde for området.
     
    Jeg har aldrig haft æren af at se Lars Klingert selv, men jeg har kun hørt gode ting. Han er i hvert fald lidt skarpere på sin hjemmeside tekster end vores. Så tak for en påmindelse om, at jeg hellere må til at opdatere teksterne på vores hjemmeside.
     
    Når det kommer til præsentationsteknik, som er mit felt, er der nogle områder jeg tror, jeg skiller mig ud – det er i hvert fald den feedback, jeg får igen og igen.
     
    For det første er min foredragsstil og coaching jysk – jep, jeg er jyde;0) Det betyder, at jeg er meget fokuseret på håndgribelige teknikker, værktøjer og synlige resultater. Jeg er knap så god til det mere højtragende og flyvske.  
     
    Derudover handler god præsentationsteknik, i mine øjne, mere om troværdighed end noget andet. Jeg plejer at sige, at det nytter ikke noget at man kan tale højt, fortælle sjove historier, at man har gode slides osv. hvis lytterne ikke finder én troværdig. For finder lytterne ikke én troværdig vil de aldrig købe ens idé eller produkt.

    For det andet er min tilgang til præsentationsteknik bygget på mine mange års erfaring som scenecoach for musikere. Jeg er Danmarks mest benyttede liveproducer/scenecoach, og bruger 50% af min arbejdstid i musikindustrien. Er der én ting musikere er fokuseret på, så er det troværdighed eller autenticitet. Denne enorme fokus på autenticitet, har jeg taget med over i erhvervslivet.

    Derudover coacher jeg mine klienter i en unik måde at opbygge deres præsentationer på, som jeg i tidernes morgen udviklede til koncertbrug, men som har vist sig at være yderst effektiv i erhvervslivet.
     
    Hvis du vil vide mere, så uddyber jeg selvfølgelig gerne. Du kan evt. sende mig en mail med dit nummer: kk@presentationskills.dk

    Mvh
    Kristian Koch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *